Du har ret til en bisidder
Hvad er en bisidder?
En bisidder er en voksen, som kan tage med dig til samtalen med din sagsbehandler. Det må gerne være en, du kender - for eksempel en voksen fra din børnehave, skole eller dit fritidshjem. En bisidder kan hjælpe dig både før, under og efter, at din sagsbehandler kommer på besøg. Det er dig, der bestemmer, om du gerne vil have en bisidder med, når du får besøg af din sagsbehandler.
Hvad kan en bisidder hjælpe med?
Før besøget kan din bisidder hjælpe dig med at forberede, hvad du gerne vil tale med sagsbehandleren om og spørge ind til. Under samtalen kan din bisidder hjælpe dig med at huske på de ting, du gerne vil sige eller spørge om. Bisidderen kan også bare sidde ved din side og lytte med, og så kan I efter mødet tale sammen om, hvad der skete. Efter samtalen kan din bisidder forklare dig de ting, der måske var svære at forstå og hjælpe dig med at følge op på det, du mangler svar på eller kommer i tanke om efter mødet.
Hvordan får man en bisidder?
Din sagsbehandler skal hjælpe dig med at finde en bisidder. Hun kan enten spørge en voksen, som du kender, eller hun kan hjælpe dig til at få en bisidder fra et sted, der hedder Børns Vilkår.
Du kan få en bisidder fra Børns Vilkår
Bisidderne fra Børns Vilkår er vant til at hjælpe børn. De kender dine rettigheder, kan hjælpe dig med at forstå, hvordan din sag bliver behandlet i kommunen og tale med dig om, hvad du har af ønsker. En bisidder fra Børns Vilkår har ikke en holdning til, hvad du skal synes. De er der for at hjælpe dig med at få sagt det, du gerne vil. På Børns Vilkårs hjemmeside kan du læse mere om, hvordan en bisidder fra Børns Vilkår kan hjælpe dig.
Du kan få en bisidder fra Børns Vilkår ved at ringe til BørneTelefonen. Du kan ringe til BørneTelefonen på telefonnummer 116 111. BørneTelefonen har åbent mandag-fredag fra kl. 9.00 om morgenen til kl. 2.00 om natten. I weekenden er der åbent fra kl. 11.00 til kl. 2.00. Du kan også ringe direkte til Børns Vilkårs bisidderafdeling på telefonnummer 3555 5559 fra kl. 9.00 til 16.00 mandag til torsdag og fra kl.9.00 til 15.00 om fredagen. Du må også godt bede en voksen om at hjælpe dig med at ringe op.