Ordforklaringer
Advokat:
En person der har en særlig viden om børn og unges rettigheder og den danske lovgivning, og som arbejder med at sikre, at børns rettigheder bliver overholdt.
Afgørelse:
En lovgivningsmæssig beslutning der bliver truffet på baggrund af en uenighed eller tvivl i din sag.
Aktindsigt:
At få aktindsigt betyder, at du får lov til at læse de papirer, som kommunen har skrevet om dig. De papirer kaldes også sagsakter. Du har ret til aktindsigt, fra du fylder 12 år.
Anbragt:
At være anbragt betyder, at du skal bo et andet sted end derhjemme lige nu. Det er kommunen, der anbringer dig et andet sted, mens der er problemer derhjemme. Så længe du er anbragt, er det kommunen, som har ansvaret for dig, og for om du har det godt.
Ankestyrelsen:
Et sted der behandler klager og holder øje med, om kommunen overholder loven. Hvis du klager over en beslutning, som din sagsbehandler har truffet, så er det Ankestyrelsen, der undersøger, om beslutningen skal laves om.
Bisidder:
En voksen som er med dig under samtalen med sagsbehandleren, og som også kan hjælpe dig før og efter samtalen.
BørneTelefonen:
Et sted hvor du kan ringe til en voksen, som lytter og giver gode råd. Det er gratis at ringe, og du behøver ikke at fortælle, hvem du er. Du kan ringe til eller chatte med BørneTelefonen for at tale om både små og store problemer.
Døgninstitution:
Et sted hvor der bor en gruppe børn eller unge. På døgninstitutioner er de voksne for det meste pædagoger. En døgninstitution kaldes nogle gange et opholdssted eller et børnehjem.
Familieplejekonsulent:
En person ansat af kommunen, der skal være med til at sikre, at du har det godt i din plejefamilie. Familieplejekonsulenter giver plejefamilier vejledning, når plejebarnet er flyttet ind hos dem.
Kommune:
En arbejdsplads hvor blandt andet sagsbehandlere og familieplejekonsulenter arbejder i en afdeling kaldet Socialforvaltningen. De ansatte i denne afdeling skal sørge for at børn og unge, som oplever problemer i hjemmet, får det bedre.
Kontaktpædagog:
En voksen som passer særligt godt på dig, når du bor på en døgninstitution.
Netværksplejefamile:
En familie som kender barnet eller den unge i forvejen, og som kan tage sig af barnet eller den unge, mens han eller hun ikke kan bo hos sine forældre.
Plejefamilie:
En familie som kan tage sig af børn og unge, når de ikke kan bo hos deres forældre.
Rettighed:
Et krav eller en ret man har, som er skrevet ind i loven.
Sagsakter:
Alle kommunens papirer om dig, som er skrevet før, under og efter at du har været i pleje.
Sagsbehandler:
En person som er ansat i kommunen til at tage sig af og bestemme, hvad der skal ske med dig, imens du er anbragt.
Serviceloven:
En lov som blandt andet er med til at sikre, at børn og unge har det godt, når de er anbragt.
Socialtilsynet:
Et sted der holder øje med, om det sted hvor du bor, er et godt sted for børn og unge.
Tilsynskonsulent:
Kommer fra Socialtilsynet og kommer på besøg en gang om året, for at finde ud af om din plejefamilie eller døgninstitution passer godt på dig.