Sagsbehandlerskift

På denne side kan du læse om, hvordan du som plejeforælder eller kontaktpædagog kan støtte barnet eller den unge under sagsbehandlerskift.

Hvorfor får barnet eller den unge en ny sagsbehandler?

Sagsbehandlerskift er et vilkår for anbragte børn og unge. Det kan både ske i forbindelse med planlagte og uplanlagte skift. De planlagte skift kan for eksempel ske, når barnet eller den unge bliver ældre og får en sagsbehandler, som har nogle særlige kompetencer i forhold til at støtte unge, der er anbragt. De uplanlagte skift sker, når en sagsbehandler opsiger sin stilling, bliver langtidssygemeldt, tager orlov eller lignende.

Hvordan får barnet eller den unge information om sagsbehandlerskift?

Somme tider sender sagsbehandleren et brev til barnet eller den unge og orienterer om, at vedkommende ikke længere skal være barnets eller den unges sagsbehandler. På samme måde kan barnets eller den unges nye sagsbehandler sende et brev med en præsentation af sig selv. Hvis du er plejeforælder, bliver brevet sendt til din e-Boks. Hvis du er kontaktpædagog, bliver brevet sendt til din institutions e-mailadresse. Her er det din opgave som plejeforælder eller kontaktpædagog at læse brevet sammen med barnet eller den unge. Det kan også være, at sagsbehandleren fortæller det direkte til barnet eller den unge, hvis skiftet er planlagt, eller at sagsbehandleren vælger at ringe til dig og fortælle det. I så fald er det din opgave at fortælle det videre til barnet eller den unge.

Hvordan kan du støtte barnet eller den unge ved sagsbehandlerskift?

Hyppige sagsbehandlerskift kan være svære at forstå og håndtere for nogle børn og unge. Inddragelse i processen omkring skiftet kan derfor hjælpe barnet eller den unge til at forstå og håndtere situationen bedre. Som plejeforælder eller kontaktpædagog kan du hjælpe barnet eller den unge ved at tale med barnet eller den unge om, hvad der er vigtigt i forhold til at møde en ny sagsbehandler. Nedenfor kan du se nogle spørgsmål, som det kan være relevant at tale med barnet eller den unge om. Det kan være en god idé at videregive informationerne til sagsbehandler, hvis barnet eller den unge giver samtykke til det.

Relevante spørgsmål til barnet eller den unge i forbindelse med sagsbehandlerskift:

  • Hvordan vil barnet eller den unge gerne have, at det første møde finder sted?
  • Hvad tænker barnet eller den unge er svært ved det første møde?
  • Hvordan har barnet eller den unge brug for at forberede sig?
  • Hvad kan du som plejeforælder eller kontaktpædagog gøre for barnet?
  • Kunne barnet eller den unge tænke sig at have en bisidder med?