Sagsbehandlerskift

På denne side kan du læse om, hvordan du som ny eller nuværende sagsbehandler kan inddrage barnet eller den unge ved et sagsbehandlerskift.

Sagsbehandlerskift er et vilkår for anbragte børn og unge – både de uplanlagte og de planlagte skift. Alligevel kan hyppige sagsbehandlerskift være svære at forstå og håndtere for nogle børn og unge. Derfor er det vigtigt at inddrage barnet eller den unge i processen omkring sagsbehandlerskiftet, så barnet kan følge med i skiftet og bedre forstå og håndtere situationen. I det følgende kan du finde råd til, hvordan du som barnets eller den unges nuværende eller nye sagsbehandler kan inddrage det under skiftet.

Hvad kan du gøre som nuværende sagsbehandler

Som barnets nuværende sagsbehandler kan du indkalde til og afholde et ’overlapsmøde’, hvor barnet eller den unge og den nye sagsbehandler deltager. Hvis dette ikke er muligt, kan du overveje, hvordan det enkelte barn eller den enkelte unge kan modtage beskeden og forstå, hvorfor du ikke længere skal være dets sagsbehandler.

Forslag til andre muligheder:

  • Ring og tal med barnet eller den unge.
  • Skriv et personligt farvel-brev til barnet eller den unge. Skriv gerne, hvornår barnet kan forvente at blive kontaktet af den nye sagsbehandler. 

Hvad kan du gøre som ny sagsbehandler?

Som barnets eller den unges nye sagsbehandler kan du deltage i et ’overlapsmøde’, hvor både barnet eller den unge og den nuværende sagsbehandler deltager. Hvis ikke dette er muligt, skal du overveje, hvordan du kan forberede barnet på, at du er den nye sagsbehandler.

Forslag til andre muligheder:

  • Ring og tal med barnet eller den unge.
  • Skriv et ’hej-jeg-er-din-nye-sagsbehandler’-brev. 

Se eksempler på breve på siden Materialer